Muse – Royal Albert Hall

muse4

I august 2017 sad jeg i London, på trapperne ved The Albert Memorial, og kiggede over på Royal Albert Hall, mens jeg drømte om en dag at høre en koncert i den legendariske bygning.

Spol frem til d. 3. december i år, hvor jeg var heldig nok til at befinde mig lige netop dér, med et måbende ansigtsudtryk, mens jeg drejede omkring mig selv for at se hele den smukke koncertsal, som har lagt scene til et væld af musik siden åbningen i 1871.

Royal_Albert_Hall_-_Central_View_169
Legendariske og smukke Royal Albert Hall (foto: © User:Colin / Wikimedia Commons)

Særligt kendt er Royal Albert Hall nok for de årlige promenadekoncerter, men denne aften var det nu ikke klassisk musik, der var på programmet. Det var derimod Muses velgørenhedskoncert til støtte for organisationen The Prince’s Trust.

Og det var bestemt en velgørende aften.

Efter en mildest talt særpræget oplevelse med opvarmningsnavnet Yungblud og en mindre pause, trådte Muse på scenen og henlagde Royal Albert Hall i dyster sci-fi-stemning med åbningsnummeret Algorithm fra deres nye album, Simulation Theory.

Her var dog ingen grund til simulering, for sangen står også vanvittigt skarpt live, og det lød fantastisk, da publikum sang med på linjerne ”This means war with your creator” af deres lungers fulde kraft. Så var vi ligesom i gang!

Den gode og højlydte stemning blandt publikum blev ikke mindre, da introen Drill Sergeant fik godt og vel samtlige 5000 mennesker i Royal Albert Hall til at råbe ”Aye, Sir!”, som var der tale om en reel eksercits, hvorefter nummeret Psycho gjaldede ud over os og omdannede ståpladserne foran scenen til en hoppende og syngende masse, der bogstaveligt talt fik gulvet til at gynge som en hængebro.

Næste punkt på sætlisten blev en fødselsdagssang for bassisten, Chris Wolstenholme, som dagen før havde fejret sine 40 år (og i øvrigt også var blevet gift i løbet af weekenden bare lige for at toppe det hele).

Det var dog publikum, som fik en gave, da Muse herefter kastede sig ud i den gamle og elskede Showbiz, som indtil koncerten i Shepherds Bush Empire i 2017 havde været ren utopi til deres koncerter.

Nu var den her så igen, og selvom Matt Bellamys stemme har ændret sig en del siden 90’erne og må have lidt hjælp fra en omgang distortion, så lyder nummeret stadig fantastisk godt. Det er råt, upoleret og dramatisk, og sangens klimaks, Bellamys vilde falsettogskrig, sad lige i skabet. Med sådan en omgang måtte selv de mest blaserte Muse-fans trække på smilebåndene og takke med begejstrede klapsalver!

I det hele taget var det en koncert, der fortjente klapsalver, for Muse var velspillende, veloplagte og lyste op i store smil, og de havde skruet en sætliste sammen, som både talte helt nye sange, store hits og noget af det gamle, der får hjerterne til at banke hurtigt hos såkaldte hardcore Muse-fans.

Nye sange som Break It To Me og Pressure lød– selvfølgelig, fristes jeg til at sige – endnu bedre live end på album, og hits som Plug in Baby, Supermassive Black Hole og Time Is Running Out er bare møghamrende solide numre, som sørgede for, at festen aldrig stoppede og nåede såvel gulv som de krummelyrede balkoner.

Med Muses seneste opfindelse, et heavy medley, blev Royal Albert Hall også genstand for 15 minutters hårdtslående riffing, hvor nogle af de mere rockede og ældre numre blev smidt sammen i et potpourri af guitar, dommedagsstemning og højt tempo.

Personligt fandt jeg det en anelse anti-klimatisk at høre nogle virkelig solide Muse-numre reduceret til lækre lydbider – Assasin og Dead Star fortjener at blive spillet i fuld længde! – og overgangene mellem de forskellige sange virkede ofte lidt for tilfældige.

Jeg forstår dog godt, at medleyet er et forsøg på at tilfredsstille de hardcore fans uden at skræmme de nyeste fans væk med sange, de ikke kender. Jeg ville blot hellere have set “fyldnumre” som Unsustainable og Isolated System erstattet af fulde versioner af et par af de gamle numre frem for at få dem i afkortede versioner. Desuden kunne det jo tænkes, at nye fans ville blive glade for det gamle, hvis de lidt oftere fik chancen for at høre det live?

Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at medleyet fungerede langt bedre, end jeg havde forestillet mig, da jeg første gang hørte om det. Og der var i den grad mange mænd og kvinder, som fik headbanget sig godt ømme i nakkemusklerne og følte sig som heldige gæster i et rockparadis – det både ses og høres på videoen ovenfor. Ret skal også være ret: denne aften var medleyets debut, og jeg forestiller mig, at det med lidt tid og finpudsning kan blive endnu bedre. Derfor må min endelige dom over det nok vente lidt endnu.

Min endelige dom over koncerten kan dog godt afgives. Med undtagelse af stor undren over, at Muse ikke benyttede lejligheden til at spille Megalomania på det smukke og enorme orgel, så er der ingen sure miner herfra.

Det var ikke en sætliste eller koncert, der kunne måle sig med sidste års koncert i Sherperds Bush, men det ville også være alt for meget at forlange. Det var dog en aften i smukke rammer med stor spilleglæde samt masser af energi fra både band og publikum, og det var tydeligt, at Muse havde gjort sig umage for at sammensætte et show, der skulle tilgodese og give alle noget med hjem.

Jeg tog i hvert fald endnu et dejligt Muse-minde med hjem i bagagen til Danmark!

 

Muse, Royal Albert Hall, 3. december 2018

  • Algorithm (livedebut)
  • Drill Sergeant + Psycho
  • Showbiz
  • Break It To Me (livedebut)
  • The Dark Side
  • Uprising
  • The 2nd Law: Unsustainable
  • Pressure
  • Plug in Baby
  • Supermassive Black Hole
  • The 2nd Law: Isolated System
  • Thought Contagion
  • Time Is Running Out

 

Encore 1:

  • Medley (livedebut): Stockholm Syndrome (ikke fuld version) + Assasin (intro) + Reapers (ikke fuld version) + The Handler (ikke fuld version) + Dead Star (ikke fuld version) + Micro Cuts (outro) + New Born (ikke fuld version) + Ashamed (outro)

 

Encore 2:

  • Starlight
  • Man With a Harmonica + Knights of Cydonia

 

 

 

 

Reklamer

Muse – Simulation Theory

Screen-Shot-2018-11-02-at-4.50.04-PM
Med det 8. studiealbum tager Muse os med på en vild sci-fi-rejse (Warner: Jeff Forney)

I fredags udkom det 8. studiealbum, Simulation Theory, fra britiske Muse, som anno 2018 inviterer lytteren med på en heftig rutsjebanetur ind i en dystopisk sci-fi-verden, hvor alt tilsyneladende kan lade sig gøre eller i hvert fald skal afprøves.

Albummet åbnes af Algorithm, et tungt, elektronisk nummer, hvor synths på mesterlig vis sammensmeltes med skærende guitar, strygere og svævende klaverlyd, der minder om Space Dementia fra Muse-albummet Origin of Symmetry (2001). Matt Bellamys vokal sidder lige i skabet og løfter sig smukt over nummeret, som når han følelsesladet erklærer “This means war with your creator”. Det lyder som soundtracket til en foruroligende fremtidsfilm, og jeg kunne næsten have ønsket mig, at nummeret var en anelse længere.

Den elektroniske lyd fortsætter på The Dark Side, hvor de 80’er-tendenser, som lurer flere steder på albummet – ikke mindst på albumcoveret og i musikvideoerne – absolut ikke lader sig fornægte. Det er dog, heldigvis, ikke glammet 80’er-lyd, som Muse har ladet sig synke ned i på dette nummer, men derimod dyster 80’er-elektro-pop.

Selvom jeg godt kunne ønske mig en anelse mere rå rocklyd, står sangen rigtig stærkt, og den er kun blevet bedre for hver gennemlytning. Tekstsiden er mørk og leveres intenst af Bellamy, særligt på det fængende omkvæd, hvor han – eller rettere albummets fortællerstemme – nærmest tigger om at blive sat fri af det mørke, der omgiver ham.

Med Pressure skrues der op for tempoet og, på trods af en ikke udpræget optimistisk tekst, lægges det tunge, dystre univers også lidt til side for en stund. I stedet bydes der op til dans med pop-rock, når det er allerbedst med et enormt fængende guitarriff. Ærlig talt så får jeg bare lyst til at klappe, knipse og danse som en tosse, når jeg hører sangen. Det er som en 2018-version af Muses Supermassive Black Hole (2006), og det er jeg faktisk ganske begejstret for.

Med denne lovende begyndelse på albummet må Propaganda siges at være en brat, og ikke videre behagelig, opvågning.

Da jeg første gang hørte sangen, udbrød jeg højt et ”HVAD?!”, og det gør jeg sådan set stadig. Sangen sættes i gang af en robotstemme, der højlydt stammer ”Pro-pro-pro-pro-propaganda”, og herefter står den på Princes Kiss i et møde med Lordes Royals. Der er falset og små støn til den helt store guldmedalje, mens robotten med brug for en talepædagog bliver ved at råbe op. For at toppe vanviddet går der efter omtrent to minutter ren “kolorterock” i det hele med en solo, der giver lyst til at smække en cowboyhat på hovedet og et strå i munden.

Det er vist meningen, at sangen skal være sexet og give lyst til at krølle nogle hvide lagener i en king size-seng, men jeg synes bare ikke rigtig, at det er så pokkers sexet endda.

Med tiden havde jeg muligvis kunnet tilgive det skamløse forsøg på at lyde som Prince, men nummeret bliver simpelthen for rodet, og den stammende robot irriterer mig grænseløst, ligesom sangteksten er tåkrummende dårlig.

Med Break it to Me fortsætter Muse i det lettere vanvittige spor, men imod alle odds gør sammensmeltningen af den rustne guitarlyd, r’n’b-groovet, mellemøstlige toner, en nærmest rappende Bellamy og det Linkin Park-prægede elektrostykke det faktisk lidt svært for mig at sidde stille.

Således formildet efter den enerverende Propaganda er det ærgerligt, at det skal følges op med den kedelige, generiske popsang Something Human, som måske nok er ment som en slags feel good-sang, men reelt er for poleret til at frembringe nogen form for følelser.

Så står det langt bedre til med Thought Contagion og Blockades. Førstnævnte byder på typisk Muse-lyd, endda med små keyboard-ekkoer af deres fantastiske Map of the Problematique (2006) og en enormt lækker basgang, mens Blockades skruer op for rockelementerne, høvler derudad og trækker klokkeklare referencer til deres sange Bliss (2001) og City of Delusion (2006).

Desværre får de to sange ikke lov at stå samlet, for imellem dem kommer Get Up and Fight.

Nummeret vil gerne være en følelsesladet og smuk slagsang, men det bliver desværre alt for sjælløst til nogensinde at komme i nærheden af det. Jeg er på ingen måde modstander af sange med smæk på følelserne, men nogle gange er der simpelthen så meget sukker, at det hviner i tandhalsene.

Muse kan om nogen mestre at lave flotte sange fulde af følelser – hør f.eks. Endlessly eller Unintended – der rammer lige i hjertet på sådan nogle alt for bløde mennesker som mig, og sådan set også på de mere hårdføre. Med Get Up and Fight rammer Muse bare fuldstændig ved siden af. De fleste kan formentlig se det fine i “dig-og-mig-mod-verden”-budskabet, men her er det for klichépræget og forsøger så kraftigt at røre lytteren, at det bliver alt andet end rørende.

Med Dig Down serveres det, som jeg i sin tid beskrev som en sløv version 2.0 af Madness fra 2012-albummet The 2nd Law. Nummeret er måske ikke ligefrem dårligt, men det virker dog ganske uinspireret og ligegyldigt.

Heldigvis synes jeg absolut ikke, at albummets sidste nummer, The Void, er ligegyldigt. Som med Algorithm omfavnes den mørke og tunge, elektroniske lyd fuldstændig, mens nærmest grædende, dramatiske strygere bidrager smukt til det dystre lydbillede.

Bellamys vokal er lækkert mørk og intens, nærmest croonende, på størstedelen af nummeret, men lysnes og løfter sig i det musical-prægede midterstykke og igen henimod slutningen. Vekselvirkningen mellem det mørke og lyse fungerer eminent, og med dette afsluttende nummer viser Muse på overlegen vis, at de stadig er mestre udi den type storladne, apokalyptiske stykker musik, som de bl.a. udfoldede på Origin of Symmetry og Absolution.

På trods af det mørke lydbillede, så er der håb at finde på The Void, og på albummetnår dystopiske fremtidsscenarier eftertrykkeligt afvises med den mere fortrøstningsfulde tekstside:

 They’ll say, no one will find us / That we’re estranged and all alone / They believe nothing can reach us / And pull us out of the boundless gloom / They’re wrong / They’re wrong / They’re wrong / Babe they’re wrong (…)

Efter flere svimlende, og til tider kvalmende, rutsjebaneture rundt i dette eksperimenterende album, vil jeg afvise onde tungers udtalelser om, at håbet er ude for Muse (og for deres fans).

Simulation Theory er lidt for kaotisk og indeholder for mange ligegyldige eller deciderede dårlige sange til, at jeg rækker armene over hovedet og får hjerter i øjnene i ren Muse-ekstase. Der er dog stadig stor kreativitet, legesyge, solid musikskrivning og smågeniale momenter at finde på albummet.

Selvom jeg savner noget af den rå, beskidte lyd, som Muse førhen var storleverandører af, så er det tydeligt for mig, at det band, jeg faldt for i midten af 00’erne, endnu lever  derinde i det vilde sci-fi-univers og trods alt ikke er blevet til rene simulationer, for nu at referere skamløst til albumtitlen. Sommetider skal der bare ridses lidt i den glittede Hollywood-lak og fjernes noget af den konfetti, som de tre britiske fyre af og til forsvinder i.

Muse – Simulation Theory (Helium 3/Warner/A&E Records, 2018.) Albummet fås i en standardversion, en deluxe-version med 5 alternative udgaver af numre, samt en super deluxe-version med 10 bonusnumre.

Lyd & Ord #4 – 15 events til de kolde måneder

lyd og ord1

Der er mennesker, som elsker efteråret og vinteren. De ligefrem glæder sig til de mørkere og koldere dage, hvor man med god samvittighed kan putte sig under tykke tæpper og drikke uanstændige mængder varm kakao.

Selvom jeg absolut er fan af tykke tæpper og kakao, så er jeg ikke rigtig en af dem, der ser frem til vinterhalvåret. Jeg kan for så vidt godt se poesien i, at sæsonerne skifter på samme måde, som alt andet i livet ændrer sig, og knitrende efterårsblade i smukke farver er heller ikke tabt på mig. MEN… når alt kommer til alt, så er jeg bedre til forår og sommer, hvor alt springer ud, dagene bliver lysere og længere, og folk myldrer ud fra deres vinterhi med forventningsfulde smil.

Når man bor i Danmark, er der dog ingen vej udenom de kolde måneder, så det er selvfølgelig bare med at få mest muligt ud af dem og gøre dem så gode som muligt. En måde at gøre det på er selvfølgelig ved at opleve en masse musik og litteratur sammen med mennesker, man holder af.

Derfor har jeg her samlet 15 musikalske og litterære events, som du kan muntre dig med, imens løvfald, frost og snekrystaller er på kalenderen.

◊ Hvis du er til bøger og fantastiske universer, skal du lægge vejen forbi Herlufsholm Fantasy Bogmesse d. 19.-20. oktober. Her kan du bl.a. opleve Malene Sølvsten fortælle om Ravnenes Hvisken 3.

◊ Kalder alle Harry Potter-fans! Hvorfor ikke kombinere musik og litteratur? Den 19. oktober byder Odeon i Odense dig indenfor til en aften i selskab med musikken fra Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, men skynd dig – der er få billetter tilbage!

◊ Når man siger ’bogfest’, er man selvfølgelig også nødt til at sige ’Bogforum’. Den 26.-28. oktober er der igen bøger og forfattere fra gulv til loft i Bella Center, når årets helt store litterære begivenhed løber af stablen. Oplev bl.a. Helle Helle, Lisbeth Zornig Andersen, Svend Brinkmann, Caspar Eric, Jan Guillou…. eller få stillet din SKAM-stinenser med Vilde a.k.a. Ulrikke Falch.

received_1961227400826905 (1)
Mon ikke man også kan møde den sødeste elefant, Mimbo Jimo, på Bogforum igen i år (og evt. også blive helt græskarorange i ansigtet)?

◊ Fyn er rigtig fin, og det er Odense helt sikkert også, når Procol Harum, ophavsmændene til klassikeren A whiter shade of pale, tilbyder et flot soundtrack til din lørdag aften d. 27. oktober. Du kan også opleve det legendariske band i Sønderborg d. 30. oktober. 

◊ Selvom Danmark er et lille land, bliver her hvert eneste år udgivet en masse forskellig musik med danske kunstnere, og fra 29. oktober-4. november sættes der fokus på de danske toner med Spil Dansk-ugen med over 1000 forskellige arrangementer rundt omkring i landet.

◊ I december ville Tove Ditlevsen være fyldt 101 år, og derfor kan du være med til at fejre hende og hendes forfatterskab med Åh Tove! på Albertslund Bibliotek d. 30. oktober, når der dykkes ned i hendes værker. Der bliver naturligvis fyldt med ord, men der vil også være musik, når nogle af sangene fra Barndommens Gade og Kvindesind skal synges højt.

 Shhh, det er læsetid! Hvis du har lyst til at være helt stille og lade dig opsluge af bøgernes fantastiske universer, samtidig med at du er omgivet af andre, som gør det samme, så kom til Silent Reading Party d. 8. november på Odense Bibliotek.

◊ Han får for lidt, Hustlerstil, Bla bla bla og Står her endnu. Gutterne bag Verdens længste rap, Østkyst Hustlers, giver dig 90’er-nostalgi for alle pengene, når de indtager Den Grå Hal på Christiania d. 10. november.

◊ Få et skud blues til det mørke efterår, når Walter Trout spiller the mean guitar og solide bluestoner i Den Grå Hal 17. november. Så viser han nok, hvordan man håndterer en kost..

◊ I min familie kalder vi den her type musik for ’kolorterock’, og det skal forstås som en kompliment. Clutch lyder som cowboystøvler og støvede amerikanske landeveje, som ZZ Top og Rage Against The Machine og som.. sig selv. Det er dyb vokal, rockguitar og fuld fart frem. Hør selv 1. december i Vega.

◊ Slå julekugler og julemænd omkuld med en omgang rock fra legendariske Slayer, når de d. 3. december sætter gang i Royal Arena, som de besøger i forbindelse med deres sidste verdenstour. Slayer tager Lamb of God, Anthrax og Orbituary med sig, så der bliver helt sikkert nok at rocke igennem til.

◊ Du kan selvfølgelig også synge julen ind på mere radiovenlig manér sammen med selveste Frøken Julesang, Mariah Carey, som kommer til Royal Arena med sin All I Want For Christmas Is You Tour. Det er den 4. december, og det bliver helt sikkert fabelagtigt skingert!

◊ Når 2018 er blevet til 2019, kan du opleve allerfineste Tina Dickow, når hun bl.a. lægger vejen forbi Aarhus d. 15., 16. og 17. februar, men vent ikke for længe – der er fart på billetsalget!

Let me blow your mind! Sådan synger Bjørn Fjæstad fra danske Baal på nummeret Blow, og jeg forestiller mig helt bestemt, at Fjæstad og resten af bandet kan give den bedste form for gennemtræk i hovedet, når de spiller op til en fremragende aften, bl.a. d. 9. februar på Train i Aarhus eller 14. februar i Amager Bio.

◊ Hvis du er vild med bøger, så er du formentlig også vild med ord, og det er lige præcis navnet på den litteraturfestival, du kan opleve d. 22.-23. februar i Aarhus. Programmet for årets Vild Med Ord-event er ikke offentliggjort endnu, men det bliver sikkert et besøg værd!

Og så lige en ekstra som bonus, bare fordi jeg ikke kan lade være at nævne det: Hvis du ligesom mig har en svaghed for Tv-2’s musik, ordkunster og smittende humør, så se, om ikke du kan fange verdens lykkeligste band på deres kommende tour. De besøger bl.a. Randers d. 7. februar, Maribo d. 14. februar, Næstved d. 20. februar og Vejle d. 23. februar.

Fra Hjernekassen #2

IMAG2353_1, 1

Sommer er blevet til efterår, og mens dagene langsomt bliver kortere og bladene langsomt mere gyldne, prøver jeg at få hørt og læst så meget som muligt.

Af forskellige årsager går det ikke så godt med læsedelen i øjeblikket, men forhåbentlig vender det snart. Jeg har altid en masse ord i mit hoved, og af og til bliver der vist bare for meget støj derinde i ’hjernekassen’ – eller rodekassen – til, at jeg også kan forholde mig ordentligt til ordene i diverse bøger. Så er det som om, at de ord, som musik formidler, går nemmere ind. Måske fordi de netop er svøbt i akkorder.

Inden jeg gik i stå på læsefronten, havde jeg taget Jonathan Safran Foers Extremely Loud And Incredibly Close ned fra boghylden. Den ramte mig lige i hjertekulen, da jeg første gang læste den i 2011. Denne gang går det langsomt med at læse, men det er ikke bogens skyld, for den er stadig fuldstændig fantastisk, sørgelig, opmuntrende og innovativ. Det er muligvis den bedste bog, foruden Den lille prins, som jeg endnu har læst.

Selvom jeg har ramt en læsepause, så forhindrer det mig ikke i at hive nye bøger med hjem til hylderne. Senest har jeg købt Om det her taler man kun med kaniner af Anna Höglund, Små påsatte brande af Celeste Ng, Min mormor hilser og siger undskyld og Bjørneby af Fredrik Backman, samt en svensk udgave af Den lille prins.

Jeg glæder mig til at vende siderne i de nye bøger og lære deres historier at kende. Måske en af bøgerne også er noget for dig?

Lidt bedre går det med at få hørt musik, og jeg sætter tænderne i både nyt og gammelt, som griber fat i et eller andet derinde bag brystkassen eller tvinger mine ben i retning af de nærmeste dansegulve. Lad mig dog bare være ærlig – i denne omgang er der ikke så meget i ’hjernekassen’, som indbyder til at snøre danseskoene. Når alt kommer til alt, er jeg en sucker for melankolsk musik, og det bærer nedenstående sange også præg af.

◊ Tina Dickow – Hands: Dickows nye album Fastland udkom d. 28. september, og det her nummer er så fint i både tekst og musik. Det føles let og luftigt, og samtidig er der en tyngde i det, også på tekstsiden, som ramte et eller andet i mig med det samme. Dickow forstår i den grad at sætte ord og musik på følelser og tanker, som formentlig er genkendelige for os alle sammen.

◊ Tom Rosenthal – Go solo: Jeg kendte intet til Rosenthal, før jeg hørte Go solo, men noget siger mig, at det var lidt af en fejl. Dette nummer er i hvert fald en umanerlig fin sang om kærlighed, afstand og håb.

◊ Muse – The Dark Side / PressureMuse har nu udgivet 5 singler fra deres kommende album Simulation Theory, hvoraf de seneste er The Dark Side og Pressure. The Dark Side er dyster elektropop med 80’er-tendenser, mens Pressure lyder som en blanding mellem deres egne Supermassive Black Hole og Panic Station kombineret med Salt-N-Pepas Push It og poprock a la Miles Kane. Ingen af de to sange er banebrydende eller det bedste, jeg har hørt fra den engelske trio, men i modsætning til singlerne Dig Down og Something Human kan jeg med disse to numre høre, at det band jeg elsker stadig er derinde et sted. Det har givet lidt ro til min indre fangirl.

◊ Tv-2 – Don’t get me started: Tv-2 er snart tilbage med nyt album, og jeg glæder mig! Den første single fra albummet udkom i august, og nummeret har kun vokset sig bedre og bedre siden. Jeg spår, at Don’t get me started godt kan blive et af de numre, vi om nogle år vil betragte som et af de der hit, der bare skal spilles til koncerter.

◊ Nina Kinert – Beast: Der er tydelige ekkoer af Gary Jules’ Mad World i dette melankolske popnummer fra Nina Kinert. Jeg faldt tilfældigt over det på Spotify og har siden spillet det ganske flittigt.

◊ Roger Waters – The Last Refugee: I august tog jeg en omgang mere med Waters’ Us + Them-tour, denne gang i Royal Arena. I modsætning til i Hamborg i foråret var der denne gang ikke en finger at sætte på stemningen, og det gjorde det til en langt mere positiv og helstøbt koncertoplevelse. The Last Refugee var igen på sætlisten, og den ramte, med hjælp fra den flotte musikvideo på storskærmen og den fantastiske rene lyd, lige i tårekanalerne, som truede med at sende en god portion vand ned ad mine kinder.

◊ DR Podcast – Manden, der blev stjålet: Anders Matthesen var for nylig på P3 for at blive interviewet om sit kommende jubilæumsshow, men han endte tilsyneladende med at forlade studiet i temmelig gnaven tilstand. Dette skyldtes, at interviewet efter sigende blev saboteret af journalisten Lasse Bjerrum fra podcasten Manden, der blev stjålet – en podcast der kommer på sporet af en grim side af Matthesen. Den gode Anden har siden flere gange nævnt, at podcasten er løgnagtig bagvaskelse, men men men… tag lige og giv podcasten et lyt, for du genkender nok en stemme eller to fra Matthesens univers, og jeg synes mildest talt, det er lettere genialt, hvad Matthesen denne gang har fundet på.

◊ Agnes Obel – September SongGodt nok er vi nu officielt gået ind i oktober, men titlen til trods kan dette fine klaverstykke sagtens fungere som soundtrack året rundt.

◊ Sivert Høyem – Sleepwalking Man: For nogle år siden faldt jeg pladask for, det nu opløste, norske band Madrugada – særligt på grund af forsangerens vokal. Heldigvis laver denne forsanger, Sivert Høyem, stadig musik, og der er bl.a. dette stykke vellydende sørgmodighed at finde imellem hans soloværker.

Postkort fra Ragnarock

 

20180713_143308
Lost in space.. eller faktisk bare på Ragnarock

Mit hjerte har, som tidligere nævnt, altid banket lidt ekstra for sommermånederne, og i år har det rigeligt at banke for! Al den sol og varme gør mig ærligt talt ret glad i låget. Svedig, men glad!

I år har jeg holdt to ugers sommerferie, hvoraf den første uge gik med at smøre mig ind i et tykt lag af Roskilde, solcreme og støv.

Dagene stod på absolut slow living (nogen ville sige dovenskab), bragende solskin, åndssvage påfund, små og store musikoplevelser, Strawberry Daiquiris og Long Islands, sved, støv og, ikke mindst, ansigtsmuskler, der var ømme af at smile så meget.

Det var som altid en sand fornøjelse, og min kærlighed til den orange festival er ikke blevet mindre!

20180701_134421
Nu kan jeg – i endnu højere grad – tage min orange kærlighed med mig

Min krop var dog muligvis ikke helt så forelsket i Roskilde. I hvert fald lå jeg syg stort set hele ugen efter og følte mig pludselig som en på 80 år.

En enkelt dag helt væk fra seng og sofa blev det dog til, så jeg vendte igen snuden mod Roskilde – denne gang for at besøge musikmuseet Ragnarock.

Som selverklæret musiknørd var det ikke så underligt, at jeg syntes om museet, men jeg vil vove at påstå, at man ikke behøver være særligt nørdet for at finde det interessant.

På Ragnarock kommer man, ved hjælp af tidens toner, på en rejse gennem ungdomskulturens udvikling fra 1950’erne og frem, og der er nok at trykke på, se på og lytte til.

20180713_150425
En granvoksen diskokugle
20180713_151827_1
Med på en lytter! Snup et årti og en sang på den store ‘lydvæg’
20180713_161420
Kan du gætte de kendte sange fra radioen, når de sættes voldsomt ned i tempo? Jeg kunne ikke

Blandt andet kan man gætte sange, imens man ligger på en enorm, roterende pladespiller; gå på opdagelse i den danske musikskat; indspille en vokalbid og blive del af et helt kor af stemmer fra andre museumsgæster; høre demoversioner af danske sange eller dykke ned i fankultur.

Sidstnævnte gav mig et alvorligt nostalgitrip, for nu er Spice Girls så gammelt et band, at diverse stykker merchandise kan havne på museum. Og ja, jeg havde både plakater, fotoalbummet, en af barbiedukkerne og et album med klistermærker. Nå ja, og en mavebluse.

20180713_152540
10-årige Nana jubler stadig over det her fotoalbum, og 29-årige Nana vil egentlig gerne tjekke, om det stadig findes i gemmerne et sted. Bare lige for at vide det jo..
20180713_152532
Spice up your life! Det kunne man f.eks. gøre med kopper, bøger og dukker

Jeg kan i den grad anbefale dig at tage et smut forbi Ragnarock, hvis du er det mindste interesseret i musik. Man er måske nok ikke ekspert i musikhistorie, når man går derfra, men til gengæld får man serveret stykker af historien på en underholdende og interessant måde, som tydeligvis kan fange både voksne og børn.

Du kan læse mere om Ragnarock lige her, og du finder museet på Rabalderstræde 16 i Roskilde.

Lyd & ord #3 – 15 events til din sommer

DSC06033_2

Åh, sommer!

Min absolutte yndlingssæson er her endelig – med sine lyse nætter, blå himmel, blomsterduft og frihedsfølelse. Sommeren er ganske enkelt magisk! Folk virker gladere, mere imødekommende, og alle steder summer det af liv.

Sommeren byder også på en overflod af gode arrangementer, så det er bare med at række ud efter dem og gribe så mange af dem som muligt. Her får du et styks guide til 15 af sommerens musik- og litteraturbegivenheder, så kom du bare i gang med at skabe nye, rare minder i solen (eller sommerregnen)!

Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad sidste år, men den jyske by disker stadig op med massevis af spændende kulturevents. Den 14.-24. juni kan du fx tage til LiteratureXchange rundt omkring i det aarhusianske byrum og opleve forfattere som bl.a. Merete Pryds Helle, Kim Leine, Sara Omar, Leonora Christina Skov, Helle Helle, Thomas Korsgaard og Caspar Eric. Som del af festivalen kan du også tage med, når vinderen af DR Romanprisen skal findes på Dokk1. De nominerede til prisen er Maren Uthaug, Jonas T. Bengtsson, Agnete Friis, Svend Åge Madsen, Jesper Wung-Sung og Kamilla Hega Holst.

 Der er rockfestivaler, og så er der motherfucking rockfestivaler! På Copenhell er der rock’n’roll hele vejen, og i år kan du headbange til navne som Ozzy Osbourne, Alice in Chains, Deftones, Ghost og Enslaved. Rockfesten løber af stablen 20.-23. juni på Refshaleøen.

Tag et smut til Scheessel i Tyskland d. 22.-24. juni og oplev bl.a. Arcade Fire, The Prodigy, London Grammar og NOFX til Hurricane Festival. Ganz spass! Og hvis du kan udtale ”Scheessel” fejlfrit efter en omgang fadøl, så fortjener du en meget høj femmer herfra!

Du behøver ikke rejse helt til Brasilien for at få lidt af Rio. I stedet kan du tage et smut til Lissabon, når festivalen Rock in Rio i dagene 23., 24., 29. og 30. juni giver dig sommerfest med bl.a. Muse, Haim, The Killers, Bruno Mars og The Chemical Brothers!

◊ Den odenseanske festival Tinderbox bød for første gang på fest i Tusindårsskoven i 2015, og der er stadig ild i fyrtøjet! I år er det navne som Depeche Mode, Biffy Clyro, Iggy Pop, Jack White og Tiësto, som står øverst på plakaten. Festivalen finder sted fra 28.-30. juni.

Så er det tid til jazz hands! I dagene 6.-15. juli hyldes jazzmusikken, når Copenhagen Jazz Festival ruller gennem Københavns gader og omdanner byen til én stor jazzklub med mere end 1000 koncerter fordelt på de mange scener i byen.

Gode gamle Grøn Koncert, eller Grøn som det bare hedder nu, hænger nærmest uløseligt sammen med sommer, og i år er ingen undtagelse. Den kæmpe havefest byder denne gang på musik fra bl.a. Phlake, Lukas Graham, Suspekt og D-A-D, og festen kommer forbi Amager, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby. Det er d. 19.-29. juli.

◊ Selvfølgelig kan jeg ikke lave denne liste uden at foreslå dig en koncert med selveste Roger Waters, som i øjeblikket turnerer med sit show Us + Them. Giv dig selv et storslået rockshow – en totaloplevelse – d. 2. august i Jyske Bank Boxen eller i Royal Arena d. 10. og 11. august. Du finder billetter hhv. her og her.

◊ Heja Sverige! Tag turen over sundet og besøg vores naboland, når musikfestivalen Way Out West giver dig musik fra bl.a. Kendrick Lamar, Patti Smith, Arctic Monkeys, St Vincent og Nils Frahm i dagene 9.-11. august i Göteborg.

◊ Ord, ord og flere ord! Den 15.-25. august er der fest for alle ordnørder, når Spoken Word Festival for 9. år i træk indtager Odense. Det fulde program offentliggøres senere, men indtil videre kan du glæde dig til bl.a. Leonora Christina Skov, beat-poeten Claus Høxbroe, Kira Skov og Martin Hall.

◊ 16.-19. august kan du høre musik i smukke omgivelser, når bornholmske Wonderfestiwall omdanner området ved Opalsøen på alletiders solskinsø til fire dages musikfest. Oplev bl.a. Mew, Benal, Turboweekend og Hugo Helmig.

Det bliver uden tvivl en gedigen fest, når det keltiske punk/rock/folk band Flogging Molly lægger vejen forbi Vega d. 20. august. Hvis ikke du kan få en eftertrykkelig svingom der – med armkrog og det hele – så ved jeg ikke hvor! Find billetter her.

Louisiana slår igen i år dørene op til deres litteraturfestival Louisiana Literature, så du kan nyde smukke omgivelser samtidig med, at du bliver klogere på litteratur. Det endelige program offentliggøres i august, men indtil videre kan du bl.a. møde franske Delphine de Vigan, som er forfatter til de to intense og særdeles velskrevede bøger Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie. Festivalen finder sted i Humlebæk 23.-26. august.

Mojn då! Tag et smut til Sønderjylland i dagene 23.-26. august, når Tønder Festival inviterer til fire hyggelige dage med folkemusik i alle dens afskygninger. Oplev bl.a. Anne Linnet, Mikael Wiehe, Lukas Graham, Niels Hausgaard og Jeffrey Foucault.

Steffen Brandt og co. inviterer igen i år til intim havefest på Bornholm, men har du ikke sikret dig en billet, så fortvivl ikke – du kan stadig få en god sommerfest sammen med TV-2, når de spiller i Kongens Have i Odense under HCA Festivals. Det er 24. august, og du finder billetter her.

LitHits første år

blog5

365 dage. 12 måneder. Et helt år!

Så længe, og lidt til, har LitHit nu eksisteret, og det kan jeg ærlig talt ikke helt forstå. Det føles ikke som et år siden, at jeg trykkede ’udgiv’ på det her lille hyggeprojekt. Kalenderen modsiger mig dog.

Da jeg begyndte bloggen, var jeg nyuddannet og en del af dagpengejunglen, og jeg savnede et afløb for alle de ord, som har det med at ophobe sig i mig i løbet af dagen.

På universitetet var der rigeligt med ord, der skulle skrives, men kreativiteten og legen med sproget havde det med at blive kvalt i formalia og fodnoter. Efter mere end 5 år som universitetsstuderende skulle bloggen derfor være min legeplads og mit frirum til at skrive om lige præcis det, jeg havde lyst til – og ikke mindst hvornår.

Sådan er det stadig, og derfor lever bloggen endnu. På lavere blus end før jeg fik arbejde, men ikke desto mindre på et blus. Og indtil videre har jeg ingen planer om at slukke helt.

Til daglig skriver jeg heldigvis en hel del i forbindelse med mit arbejde, men det er så rart også at have det her sted, som er helt mit eget. Jeg tror, det er sundt for min hjerne og mit hjerte at jonglere lidt med ord herinde i ny og næ – uden deadlines, uden regler, uden ”qua” og ”italesætte”. Kun med ren og skær skrivelyst, musikentusiasme og litteraturbegejstring.

Så tak til fortids-Nana for endelig at springe ud i det her, og tak til jer, der læser med. Det er virkelig hyggeligt, at I er der og kigger forbi, selvom bloggergryden ikke ligefrem bulderkoger i disse dage ♥ ! Også tak til de amerikanske bots, som stadig lægger vejen forbi domænet her. Det er dedikeret arbejde, små Google-venner.

Eftersom fødselsdage ret beset er en lettere egoistisk størrelse, så tillader jeg mig at fejre bloggens første år ved at samle de 10 mest læste indlæg.

Ifølge statistikkerne har I bl.a. været særligt glade for Kasper Spez, festival, en særlig lille prins, TV-2 på smukke Bornholm og mine to store musikalske kærligheder, Pink Floyd & Muse. I har altså god smag derude 😉

Her er indlæggene i hvert fald. Måske er der noget, som aldrig blev læst eller skal læses igen?

 Kasper Spez’ Septemberhveps stikker på den helt rigtige måde: Dette var det tredje blogindlæg, jeg skrev, og det skulle handle om Kasper Spez’ nye single, som jeg var, og er, begejstret for. Den gode Spez delte indlægget på sin Facebook-profil, og det gjorde mig helt rundt på gulvet af glæde. Jeg er stadig vildt beæret og taknemmelig over den fine gestus!

◊ Muse graver i bagkataloget: Mit andet indlæg her på bloggen og den første anmeldelse overhovedet. Ikke overraskende handlede indlægget om Muse, som jeg siden har rablet om en del gange og formentlig kommer til at nævne mange gange endnu. Lige her var jeg dog på ingen måde blæst bagover af de britiske fyre. Af og til er lækker accent og musikalske gener bare ikke nok…

◊ Bornholm er TV-2, idyl, åbne døre & bar røv: En havefest med TV-2 samt Bornholms hyggelige gader, smukke landskab og imødekommende beboere fik mig til at skrive denne begejstrede anmeldelse. Og I må selvfølgelig selv læse, hvad det med den bare røv handler om. Clickbait i sin reneste form.

◊ Rundt om bloggen: 10 facts om mig: Da bloggen havde eksisteret i seks måneder, benyttede jeg lejligheden til at fortælle lidt om, hvad jeg egentlig er for en. Derfor serverede jeg 10 facts om alt lige fra poetiske tilbøjeligheder til mine mildest talt manglende evner udi kunsten at spille blokfløjte.

◊ Pink Floyd – det hele begyndte med gnomer & cykler: Yes, den er god nok. Historien om det ikoniske rockband, som siden har skrevet musikhistorie med spektakulære sceneshows og storsælgende albummer, begyndte med underlige små væsner og tohjulede transportmidler. Der kan ske meget i løbet af sådan et liv!

◊ Mavebluser, musik & kærlighed: Jeg er ret fascineret af band T-shirts, og i forbindelse med P6 Beats hyldest til den særlige beklædningsgenstand delte jeg ud af mavebluseanekdoter, en vaskeægte spejl-selfie og mine tanker om band t-shirten.

◊ Den dag jeg mødte prinsen: Der er prinser på hvide heste; prinser i civilt tøj og med fejl og mangler, men noble hjerter; prinser med ægte kroner og blåt blod i årerne… og så er der Den Lille Prins. Han er en af mine absolutte favoritter, for han lærer mig hele tiden nyt og husker mig på det vigtige her i livet. Derfor fortjener han en hyldest, og det fik han her.

◊ Småforelsket i Heartland… & Eddie: Mit første besøg på fynske Heartland Festival imponerede mig helt vildt og fik mig til at skrive denne omtale af festivalen (og Eddie Vedder) i lidt af en kærlighedsrus.

◊ Festivaltid: 14 tips til pakkelisten: Titlen siger det hele – jeg delte ud af mine tips til at få pakket det rigtige til festivalen. Nå ja, og så var der noget med en gummistøvleepisode, som gjorde, at jeg resten af festivalugen var kendt som ”Hende skrigeren”.

◊ Den der særlige feeling – Historien om en vedvarende kærlighed: Jeg bliver orange af glæde ved tanken om endnu en tur på Roskilde, for jeg er inderligt forelsket i den gamle festival. Der er ren lykke at finde på græsmarkerne på trods af urinstøv, mudder og makrel!